Nyhed -
Styrket klimaengagement
Pædagogernes Pension styrker sit engagement i klimaet og frasælger fossile energiselskaber, som ikke flytter sig i forhold til den globale klimaftale.
Konsekvenserne af klimaforandringerne presser sig på, og verden står overfor store udfordringer med at stoppe den globale opvarmning. Det har også betydning for Pædagogernes Pension (PBU) som investor. Pensionsselskabet forventer en løbende global omstilling til en økonomi, som er mindre afhængig af fossile brændsler, og som vægter vedvarende energi, energieffektivitet og grønne teknologier mere og mere.
Flere klimavenlige investeringer
PBU er allerede godt i gang med denne rejse med samlet 5,4 mia. kr. investeret i vedvarende energi, grøn teknologi og i selskaber, der leverer løsninger på klimaudfordringerne. Frem mod 2030 er det forventningen, at pensionsselskabet skal investere yderligere 15 mia. kr. i løsninger på klimaforandringer. Senest har bestyrelsen besluttet at investere 500 mio. kr. i grønne obligationer, hvor indtægterne fra obligationssalget skal gå til grønne formål.
Samme klimaambitioner som medlemmerne
Bæredygtighed og ansvarlighed er højt prioriteret af PBU’s medlemmer. Det fremgik tydeligt af den medlemsundersøgelse, som pensionsselskabet gennemførte tidligere i år. Her står klimavenlige investeringer højt på medlemmernes dagsorden og optager næst efter børns rettigheder pladsen som det vigtigste område. I den forbindelse udtalte administrerende direktør, Sune Schackenfeldt:
”Som investor arbejder vi aktivt for en løbende global omstilling til en økonomi, som er mindre afhængig af fossile brændstoffer, og hvor vedvarende energi og grøn teknologi er i fokus. Samtidig med dette forsøger vi at skabe det bedst mulige afkast for vores medlemmer, og det er derfor meget positivt, at de deler de sociale og klimamæssige ambitioner, vi har”.
Ord skal følges op af handling
Nu følges klimaambitionerne op med et styrket engagement. PBU skiller sig af med selskaber, der ikke tydeligt ønsker eller formår at omstille deres forretning til en produktion, som udleder mindre CO2. Samtidig styrkes dialogen med de tilbageværende selskaber i porteføljen, som er store CO2-udledere.
”Hvis ikke virksomhederne kan overbevise os om, at de har en tydelig plan for deres omstilling og bakker det op med handling på både kort, mellem og lang sigt, vil PBU overveje, om vi fortsat skal være investeret”, udtaler PBU’s leder af området for ansvarlige investeringer, Rasmus Juhl Pedersen.
På den konto ekskluderes 144 selskaber inden for olie/gas og kul på områder, hvor produktionen har den største CO2-udledning, er mest forurenende og mest sundhedsskadelig, og 12 selskaber frasælges.
Aktivt ejerskab er en del af strategien
Eksklusion af selskaber, der ikke leverer på klimadagsordenen, ændrer ikke på PBU’s strategi om aktivt ejerskab – det vil sige at påvirke selskaberne til at blive en del af løsningen på klimaudfordringerne. Vi vil fortsat have selskaber i porteføljen, hvor klimaforandringerne udgør betydelige udfordringer, og påvirke i form af konkrete forventninger til virksomhedernes beredskab og omstilling af deres forretning. Det betyder, at PBU på trods af de nye eksklusioner kan have investeringer i fossil energi, så længe de medvirker til den grønne omstilling. Bestyrelsen har således fastlagt et mål om, at investeringerne senest i 2050 skal være C02-neutrale.
Tiltagene, som ikke bliver de sidste, sker i overensstemmelse med målene om temperaturstigninger, der er fastsat i den globale klimaaftale (Paris-aftalen).
Se PBU’s eksklusionsliste (opdateret pr. 11. september 2020)