Pressemeddelelse -
PBU styrker social investeringsprofil
Som hovedinvestor i den nyetablerede fond SWEEF støtter PBU kvinders uafhængighed og rettigheder i Asien. Helt i tråd med medlemmernes ønsker sætter PBU dermed yderligere fokus på det sociale område.
Pædagogernes Pension (PBU) investerer 100 mio. kr. i fonden SWEEF (SEAF Women Economic Empowerment Fund), som er rejst af investeringsvirksomheden SEAF. Med investeringen styrker PBU den sociale platform, som medlemmerne har været med til at definere, og hvor et af fokusområderne er kvinders rettigheder. PBU er allerede i europæisk sammenhæng en markant investor inden for mikrofinans og finansiel inklusion, hvor hovedmålgruppen ligeledes er kvinder.
”Kvinder i udviklingslandene er familiens fundament. Med investeringer, der har særligt fokus på kvinders vilkår, styrker vi deres beskæftigelse, indtjening og muligheder for socialt og økonomisk avancement. Erfaringsmæssigt indebærer det bedre økonomisk og social velfærd for hele familien. Samtidig har vi en forventning om, at disse investeringer vil give et godt afkast til vores medlemmer. Ansvarlighed, social effekt og konkurrencedygtigt afkast går hånd i hånd,” udtaler PBU’s administrerende direktør, Sune Schackenfeldt.
Investeringer, der gør en forskel
Med investeringen i SWEEF understøtter PBU sit fokus på kvinders rettigheder og vilkår. Det skal ske gennem investeringer i Vietnam, Filippinerne og Indonesien i sektorer med høj vækst og med et særligt fokus på kvindelige entreprenører, virksomheder ledet af kvinder og inden for brancher med et højt element af kvindelig arbejdskraft og som har fokus på ligestilling mellem kønnene.
”Vi er glade for at kunne annoncere vores partnerskab med PBU. Denne investering er for europæiske investorer banebrydende og demonstrerer PBU’s investeringsmæssige engagement i at styrke kvinders økonomiske muligheder for at få indflydelse på deres eget liv og fremtid og at styrke ligestilling mellem kønnene. Jeg er glad for den støtte og fleksibilitet, som PBU har vist os for at nå denne milepæl i betragtning af de globale rejsebegrænsninger, der har været i 2020,” udtaler direktør i SEAF, Jennifer Buckley.
Positiv effekt på bæredygtig udvikling
Det sociale fokus i investeringerne har en tæt sammenhæng med FN’s Verdensmål om en bæredygtig udvikling. PBU’s investering forventes at have en positiv effekt på målene om afskaffelse af fattigdom, ligestilling mellem kønnene, kvalitetsuddannelse samt anstændige jobs og økonomisk vækst. Ved at styrke kvinders rettigheder og vilkår forbedres også børnenes vilkår markant, hvad angår ernæring, uddannelse og sundhed.
Om SEAF: SEAF (Small Enterprise Assistance Funds) forvalter mere end 1,2 mia. dollars og har mere end 30 års erfaring med 40 fonde i over 30 udviklings- og vækstlande.
Yderligere information:
Johannes Bill Ladegaard, chef for alternative investeringer, PBU, tlf.: 42 92 98 06, mail: jbl@pbu.dk
Rasmus Juhl Pedersen, ESG-ansvarlig, PBU, tlf.: 30 13 86 00, mail: rjp@pbu.dk
Pædagogernes Pension er pædagogernes helt eget pensionsselskab, og vi er 100 pct. ejet af vores 117.000 medlemmer. Vi forvalter en samlet pensionsformue på ca. 80 mia. kr. Det er vores ambition at tilbyde markedets bedste pensionsordning til pædagoger.