Nyhed -
Pensionsoverblik og ekstra opsparing hitter i rådgivningen
PBU’s rådgivere kom godt rundt i landet i 2018, og pædagogerne mødte talstærkt op til de møder, vi inviterede til. Overblik over pensionen og supplerende opsparing var nogle af de hyppigste emner i rådgivningen.
Rådgivning har topprioritet i Pædagogernes Pension, og derfor forsøgte vi i 2018 at komme så meget rundt i landet som muligt for at møde pædagogerne direkte. Og det gjorde vi lige fra Løgumkloster i syd over Bornholm i øst til Ålborg i nord.
Det blev til i alt omkring 400 personlige rådgivningsmøder og 25 fællesmøder med i alt ca. 2.000 deltagere. Pædagogerne havde mulighed for at tage en ledsager med sig, og det benyttede mange sig af.
- Vi har haft en dialog med et stort antal pædagoger om deres pension og de muligheder, de har for at planlægge deres opsparing og tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet bedst. Når vores rådgivere, der selv er pædagoger, taler med medlemmerne, så får dialogen en helt anden dimension. Der bliver talt om det, som er mest relevant for pædagoger. Vi tror på, at det giver den bedste rådgivning, fortæller Annie Kristensen, medlemschef i Pædagogernes Pension.
Overblik og spar mere op hitter
De hyppigste spørgsmål, der kom op på møderne i løbet af året, omhandlende emnerne: Pensionsoverblik, efterløn og muligheden for at spare mere op.
Udover de personlige møder og fællesmøderne tilbyder Pædagogernes Pension også rådgivning på telefon og chat. Alle medlemmer kan ringe på alle hverdage typisk mellem kl. 8.30 og 20.00. Det gjorde knap 30.000 medlemmer i løbet af året. Emnerne, der blev ringet eller chattet med rådgiverne om, var især pensionsoverblik, mulighed for at spare mere op og helbred.
Tæt på pædagogerne
- De direkte møder giver os et godt indblik i, hvad der rører sig hos pædagogerne, og hvad de er optagede af. Den viden indarbejder vi i vores kommunikation, så vi på alle kanaler kan være tæt på pædagogerne, siger pensionsrådgiver i Pædagogernes Pension, Connie Madsen.
Et af de medlemmer, som har deltaget på et personligt rådgivningsmøde med en af PBU’s rådgivere, er Louise på 42 år fra Ålborg.
- Jeg har fået et godt overblik over min pension og føler, at jeg nu har styr på det. Godt, at jeg kom i gang med at kigge på det, så jeg nu kan se muligheder ved at indbetale ekstra, og hvad det kan give mig af fleksibilitet, hvis jeg på et senere tidspunkt ønsker det, fortæller Louise.
Du kan klikke her og se de planlagte rådgivningsmøder i 2019 og melde dig til det, der er mest relevant for dig.