Gå til indhold
PBU kræver konkrete handlinger for klimaet

Nyhed -

PBU kræver konkrete handlinger for klimaet

Investorer står sammen og kræver handling og gennemsigtighed fra olie- og gasindustrien i kampen mod klimaforandringer.

Pædagogernes Pension er medunderskriver på et åbent brev til olie- og gasindustrien, der publiceres i dag i den internationale erhvervsavis Financial Times.

Sammen med 59 andre investorer fra hele verden kræver Pædagogernes Pension, at olie- og gasindustrien viser ansvarlighed og tager aktivt del i kampen mod klimaforandringer med mål og handlinger, der gør en forskel. De 60 investorer repræsenterer en samlet kapital på omkring 65 billioner kr.

CO2-udledninger skal reduceres
Brevet udkommer samtidig med, at nogle af verdens største olie- og gasvirksomheder holder deres årlige generalforsamlinger. Denne sektor står for halvdelen af den globale CO2-udledning, og derfor er brevet henvendt til netop den del af industrien.

Hvis målene i FN’s klimaaftale fra 2015, Parisaftalen, skal nås, er det af afgørende betydning, at olie- og gasindustrien tager ansvar for at reducere deres CO2-udledninger mærkbart. Opfordringen til virksomhederne er derfor, at de tydeliggør, hvordan de ser deres fremtid i en verden med lavere CO2-udledninger, som er nødvendig, hvis kampen mod klimaforandringer skal lykkes.

Investering med omtanke og ansvar
- Pædagogernes Pension har en løbende dialog med de industrier, som vi investerer i, heriblandt olie-og gasindustrien. Derfor er det helt naturligt, at vi med det åbne brev er med til at lægge et yderligere konstruktivt pres på nogle af de største CO2-udledere i industrien, forklarer Rasmus Juhl Pedersen, der er ansvarlig for, at miljø, sociale forhold og god selskabsledelse (ESG) indgår i PBU’s investeringsbeslutninger.

Det hele handler om investering med omtanke. Beskyttelse af klima og miljø er en afgørende faktor, når pædagogernes penge skal investeres. Det samme bør gælde for olie- og gasindustrien i deres produktion.

Læs brevet i Financial Times

Læs artikel i Financial Times

Kontakt

Sune Schackenfeldt

Sune Schackenfeldt

Pressekontakt Administrerende direktør