Gå til indhold
Pædagogernes pensionspenge gør en forskel for indiske kvinder og børn

Nyhed -

Pædagogernes pensionspenge gør en forskel for indiske kvinder og børn

Investeringer i mikrofinans giver indiske kvinder mulighed for at skabe en bedre levestandard og fremtid for dem selv og deres familier.

Der er mange ting, vi herhjemme tager for givet; fx en ordentlig og sund bolig, og at vores børn kan gå i skole. For mange fattige familier i bl.a. Indien er det ikke tilfældet. Her må børn arbejde for at hjælpe med til at forsørge familien, og muligheden for en bedre levestandard er meget begrænset.

Men med Pædagogernes Pensions investering i en mikrofinansfond, der formidler små lån og simpel bankforretning, er livet og fremtiden blev bedre for mange indiske kvinder og deres børn.

Investeringer med socialt fokus
For nylig rejste administrerende direktør i Pædagogernes Pension, Sune Schackenfeldt, til nogle af de fattigste områder i delstaten Bihar i Indien for at sikre sig, at alle processer i investeringsprojekterne foregår korrekt og for at besøge dem, det hele handler om.

”Vi er meget optaget af at gøre en forskel helt herude, hvor det bliver meget konkret. Hvor vores medlemmers penge konkret hjælper med at løfte kvinder til næste niveau og bringe børnene i skole i stedet for i arbejde,” fortæller Sune Schackenfeldt.

Se video fra besøget i Indien:

Med investeringen kan kvinderne optage mindre lån – en mulighed de normalt ellers ikke har adgang til. Lånene bruger kvinderne til at øge deres indtægtskilder enten ved at skabe nye eller at udvikle den virksomhed, de har i forvejen. Og nogle bruger et lån til at flytte fra midlertidige til permanente og sunde, solide boliger.

Hjælper vi kvinder, hjælper vi hele familien
Pædagogernes Pension har valgt at målrette investeringerne i mikrofinans fattige kvinder i Asien og Afrika. Disse kvinder tilhører oftest en særligt sårbar og underprioriteret gruppe. Afhængighed af mænd, manglende mulighed for selv at låne penge i banken og samfundsmæssige og kulturelle normer gør det vanskeligt for dem at have en plads i det økonomiske liv og dermed få indflydelse på deres egen fremtid. Hjælper vi disse kvinder, hjælper vi også børnene og hele familien.

Kategorier

Kontakt

Sune Schackenfeldt

Sune Schackenfeldt

Pressekontakt Administrerende direktør