Gå til indhold
I Pædagogernes Pension gør kaffen en forskel

Nyhed -

I Pædagogernes Pension gør kaffen en forskel

Hver gang medarbejderne i Pædagogernes Pension drikker en kop kaffe eller giver en gave på selskabets vegne, støtter de socialt iværksætteri blandt verdens fattigste.

Pædagogernes Pension har netop indledt et samarbejde med den sociale virksomhed NGUVU, der med sit engagement i Afrika hjælper kvindelige kaffebønder med at arbejde sig ud af ekstrem fattigdom og skabe en bedre fremtid for dem selv og deres børn.

Støtten rækker længere ud
Nu kan medarbejderne i Pædagogernes Pension drikke deres daglige kaffe på kontoret med god samvittighed. Hver kop gør nemlig en forskel for de kvinder i Kenya, som arbejder på kaffefarme, som NGUVU støtter og leverer kaffen fra. Her får kvinderne en ordentlig betaling for kaffebærrene (minimum 20 % mere end markedsprisen), og de får den til tiden. Tidligere fik kvinderne ikke bare en dårlig betaling, men ofte også først et helt år efter leveringen af kaffebærrene, hvilket betød, at de var fanget i gæld og fattigdom. Størstedelen af den betaling, kvinderne får, bruger de på deres børns skolegang.

”Når vi er med til at hjælpe kvinder i fx Afrika med at forbedre deres vilkår, rækker det længere ud end til den enkelte kvinde. Det får en betydelig effekt på både familien og lokalsamfundet. Derfor giver støtten meget stor værdi og mening,” fortæller administrerende direktør i Pædagogernes Pension, Sune Schackenfeldt.

Meningsfulde gaver
Støtten stopper imidlertid ikke med det daglige kaffedrikkeri på kontoret. Fremover giver Pædagogernes Pension kun gaver med et socialt formål til receptioner og lignende i stedet for den obligatoriske flaske vin, blomsterbuket eller skålsæt. Gaverne kan fx komme fra NGUVU og være en såkaldt Afrikakurv, som udover kaffe indeholder andre lækkerier, der produceres med sociale formål.

”Indkøb med et socialt formål passer rigtigt godt til Pædagogernes Pensions dna. Gennem vores investeringer i mikrofinansfonde er vi allerede med til at styrke kvinder i bl.a. Afrika, og derfor giver det rigtig god mening at udvide støtten på denne måde,” siger Sune Schackenfeldt.

Afrikakurven fra NGUVU, som indeholder kaffe og andre lækkerier, der alle produceres med sociale formål.

Udover at glæde andre med gaver, der støtter socialt iværksætteri blandt verdens fattigste, håber Sune Schackenfeldt, at budskabet kan inspirere andre til at gøre det samme.

Vil du vide mere om NGUVU – Kaffebønner fra kvinder i Kenya? Så læs mere her:

NGUVU’s hjemmeside

NGUVU på Facebook

Du kan også læse om Pædagogernes Pensions arbejde med social ansvarlighed i investeringer i Rapport om Samfundsansvar. På rapportens side 16 findes fx en konkret case fra vores investering i en mikrofinansfond.

Rapport om Samfundsansvar 2022

Kategorier

Kontakt

Sune Schackenfeldt

Sune Schackenfeldt

Pressekontakt Administrerende direktør