Nyhed -
Fra arbejdsliv til pensionsliv: Tre medlemmers erfaringer
At gå på pension kan være en stor omvæltning. Forberedelse og struktur har hjulpet tre medlemmer til at gå fra den ene livsfase til den anden.
Dorthe, Mona og Karin, der alle er medlemmer i Pædagogernes Pension, har planlagt overgangen fra arbejdslivet til pensionslivet på hver deres måde. Men fælles for dem er, at god forberedelse og struktur har været nøgleord i deres pensionsplanlægning. Det har hjulpet dem til at håndtere forandringerne i den nye livsfase.
Nedtrapning inden pensionslivet
Dorthe på 62 har de sidste mange år arbejdet som pædagog. Hun har de senere år kunnet mærke arbejdets slid både fysisk og psykisk og har derfor valgt at få en seniorordning, hvor hun arbejder 30 timer om ugen og har fri hver onsdag for at mindske sliddet på krop og sjæl. Ordningen har samtidig givet hende muligheden for at få en blødere overgang til sin pensionering frem for at stoppe brat fra den ene dag til den anden. Dorthe nyder nemlig at føle, at hun gør en forskel, og det er vigtigt for hende stadigvæk at engagere sig fagligt og socialt.
Struktur giver overskud og frihed
Ligesom Dorthe har Mona og Karin været pædagoger i mange år. Mona gik på efterløn som 63-årig efter 42 år som pædagog. Hun nød dog stadigvæk sit arbejde rigtig meget og arbejder derfor nu 5 timer hver tirsdag formiddag. Arbejdstimerne om tirsdagen holder hende aktiveret og er derudover med til at give hendes uge struktur. For Karin har struktur også været et nøgleord i hendes overgang fra arbejdsliv til pension. Karin mener nemlig, at det er vigtigt at lægge planer og forberede sig. For hende har det at forholde sig pragmatisk til sin økonomi og interesser gjort, at hun har været mere til stede i den nye livsfase, som pensionstilværelsen er.
Du kan læse meget mere om Dorthes, Monas og Karins erfaringer og lade dig inspirere her: