Få vores nyheder på mail

Et uroligt aktiemarked påvirker afkastet

Nyhed   •   Nov 09, 2018 14:26 CET

Video: Aktiemarkederne har været under pres i oktober måned. Hvad er årsagerne, og hvad betyder det for din pensionsopsparing? Det kan du høre om her.

I Pædagogernes Pension investerer vi dine penge, så vi skaber så god en pension som muligt for dig. Vi arbejder kun for medlemmerne, og der er ingen skjulte gebyrer af dit afkast. Du får altså hele det direkte afkast af investeringerne. Det betyder imidlertid også, at når aktierne falder, som de gjorde i oktober, så påvirker det afkastet og dermed renten på din pensionsopsparing negativt.

Aktiefald giver lavere afkast i år

Generelt investerer Pædagogernes Pension meget langsigtet. Det betyder, at investeringerne er sammensat, så de giver det højest mulige langsigtede afkast samtidig med, at der tages hensyn til risikoen. Ifølge investeringsdirektør i Pædagogernes Pension, Carsten Warren Petersen, er det meget vigtigt med et langsigtet fokus.

- Vi investerer langsigtet efter, hvad der giver vores medlemmer det bedste langsigtede afkast i forhold til risikoen. Vi har en afbalanceret risiko. Vores unge medlemmer har lang tid til pension. De har derfor flere aktier, da vi vurderer, at det på lang sigt giver de bedste pensioner. I takt med at vores medlemmer nærmer sig pensionsalderen, sænker vi aktieandelen og risikoen. Vores ældre medlemmer har derfor meget færre aktier end vores unge medlemmer. Efter en del år med høje afkast til vores medlemmer har vi i år foreløbig et afkast på ca. 0 pct. Aktiefaldene i oktober måned betyder derfor, at medlemmerne ikke kommer til at opleve samme positive afkast som de seneste år, forklarer Carsten Warren Petersen.

Hvorfor er aktierne faldet i oktober måned?

 Obligationschef i Pædagogernes Pension, Peter Schlaikjer Bruhn, fortæller, at der er flere forklaringer på, hvorfor aktierne faldt så meget i oktober. En af dem er, at USA’s centralbank har hævet renten.

- Det går godt i amerikansk økonomi, og ledigheden er rekordlav. Den kombination skaber risiko for flaske­halse og over­op­hed­ning og dermed et kuldsejlet opsving. Så for at for­længe opsvinget og de gode tider hæver centralbanken renten for at ”tage lidt gas af ballonen”. På kort sigt skader det indtjeningen i virksomhederne, forklarer Peter Schlaikjer Bruhn.

Også USA’s handelskrig med Kina spiller en rolle. Flere og højere toldsatser på samhandlen mellem USA og Kina vil gøre varerne dyrere at producere og sælge. Det kan føre til lavere indtjening i virksomhederne.

Endnu en årsag er, at den amerikanske dollar er blevet styrket en hel del især som følge af udsigten til endnu højere renter i USA. Det er ifølge Peter Schlaikjer Bruhn skidt for amerikansk konkurrenceevne og mindsker værdien af amerikanske aktieselskabers indtægter ude i verden, når de omregnes i amerikanske dollar.

Konflikter og tyske miljøkrav presser aktierne

I Europa har aktierne været under pres siden det tidlige forår. Det skyldes nogle af de omtalte forhold i USA, men også særlige europæiske forhold. Lige nu er USA i handelskrig med Kina, men tidligere i år var der også optræk til strid med EU.

- Den konflikt er lige nu skudt til hjørne, men vil sandsynligvis dukke frem igen. Det skaber usikkerhed i Europa og har formentlig indvirket negativt på europæiske aktier, vurderer Peter Schlaikjer Bruhn.

De tyske aktier har i gennemsnit klaret sig dårligere end europæiske aktier. Det skyldes givetvis, at Tyskland i øjeblikket er i færd med at stramme miljø­reg­ler­ne for biler. Det tyske aktiemarked består i højere grad end andre steder af selskaber, der er involveret i bilproduktion.

Hvidvask-skandalen påvirker danske aktier

I Danmark skyldes det dårlige aktiemarked ikke kun, at danske aktier generelt er følsomme overfor udviklingen i den globale økonomi og de internationale aktiemarkeder. 2018 har været negativt påvirket af flere dårlige nyheder for en række store danske selskaber. Det gælder først og fremmest hvidvask-skandalen i Danske Bank, som har sendt deres aktiekurs ned med ca. 45 pct.

Uroen på markedet er ikke slut endnu

Kigger man fremad, er vurderingen fra obligationschefen i Pædagogernes Pension, at usikkerheden kan fortsætte, fordi de omtalte faktorer vil være til stede et stykke tid endnu. Men han ser dog ikke tegn på, at det bliver værre.

- Der er ikke tegn på, at den globale økonomi er på vej til en nedtur, ligesom der heller ikke er tegn på store ubalancer i hverken verdensøkonomien eller på de finansielle markeder.

Hør Peter Schlaikjer Bruhn give fire væsentlige årsager til aktiernes store fald i oktober.
(Videoen er optaget d. 31. oktober 2018)